Volume 2, nr. 1: Livskunst og dansens dybde

Det er blevet moderne at tænke skabelse, subsidiært kreativitet, som en aktivitet der udspringer fra individet og ender i et produkt. Skaberen og det skabte forbliver adskilte. Vi har med en instrumentel logik at gøre, og det underforstås at den eller de skabende lades uberørt. Med en sådan tilgang har man gjort regning uden eksistensen, livet. Filosofien har imidlertid længe set anderledes på sagen; den skabende praksis er bundet til livet, udfordringen er livsæstetisk. For må ikke enhver betænkning af kreativitet begynde med dette projekt; at aftegne de praksisser der befrier os fra koderne, kategorierne, identiteternes vold – alt det, der foregriber og spærrer os vejen ind i det skabende liv. Her er selvrealisering dømt ude – det handler om selvtransformation.

Denne tekst består af 4 ud af 6 notater, som stammer fra en intern dialog vi havde på Filmskolen for nogle år siden. Teksterne (der jo er interne og derfor ikke tænkt til offentliggørelse), arbejder med en række overvejelser omkring de metodiske og begrebslige positioner, som kunne høre til en kunstskole der arbejder med film, tv og computerspil. Det er vanskeligt for mig at vurdere, hvordan en offentlighed egentlig kan bruge disse notater – men da jeg forestiller mig, at den primære læserskare er lærere ved andre kunstskoler, kunstnere der interesserer sig for det metodiske og det teoretiske, og evt. embedsmænd og beslutningstagere, der arbejder med rammer, budgetter og kulturpolitiske strategier vedr. kunst og kultur, kan der muligvis være en vis interesse i at kigge os over skuldrene…? Notaterne er i en eller anden politisk forstand både tvivlsomme og angribelige, idet de aldrig er blevet gennemlæst med en offentliggørelse for øje. Forsøget er her at begå den ”fejl” at udgive interne notater til et eksternt felt – også for at se, om der overhovedet er en interesse udenfor vores snævre dagligdag for de temaer og problemstillinger som notaterne arbejder med. De første notater bevæger sig – vistnok – udefra og ind, fra en mere samfundsmæssig betragtning på medieområdet, mens de sidste notater forsøger at være helt konkrete og specifikke i deres syn på arbejdsmåder, arbejdsbegreber og holdninger til undervisningen i det hele taget. Notaterne er nummererede fra 2 til 5, idet 1. og 6. Notat ikke er medtaget i denne udgivelse.

Klatretræet…et sanseligt og kropsligt læringsredskab. Undersøgelser viser, at piger kan koncentrere sig 23 min og drenge 12 min af gangen. Det betyder, at langt fra alle børn er åbne og modtagelige overfor den traditionelle tavleundervisning i folkeskolen. Udover mangel på opmærksomhed har mange elever dårlige motoriske evner og får for lidt fysisk udfoldelse både i skole og fritiden. Og med kun 2 idræts timer om ugen, er der ikke meget plads til kropslighed og bevægelse. Selvom der i dag bliver gjort meget for at ændre på disse forhold, i form af indragelse af læringsstile og tilhørende redskaber, er problemet stadig aktuelt.

Denne artikel beskriver en søgen mod dansens dybde. I de kortere eller længere øjeblikke, hvor vi er i stand til at være til uden at tænke nærmere over det, lever og oplever vi helheder. Vi har udtryk som ’at blive ét med det hele’, ’at give sig hen’, ’at overgive sig’. Når vi om aftenen lægger os til at sove er det at give os hen eller overgive os. Vi giver slip på vores faste greb i livet og dagen, der går på hæld. Dagen ’hælder’, vi mister vores rationelle fodfæste og ’falder’ i søvn. Når vi sover, overgiver vi os til drømmenes forunderlige strøm. Vi giver os for en stund tilbage til os selv i helheden. Vi føler dyb mening i et helhedens perspektiv. Og vi fornemmer måske også, at helheden i virkeligheden er den grundlæggende tilstand, den tilstand vi er i, når vi opdager, at vi for et kort øjeblik har glemt os selv. Artiklen ser på kreativitetens praksis som en dans og forsøger at formulere, ikke en ’final position’, men snarere en vibrerende mellemposition i dansens dybde.