Volume 2, nr. 2: Lad sindet tegne

Dette essay handler om at forbinde sig med kreativitetens mulighed som en praksis der udspringer af en uskyld, som ofte kaldes for ”begynderens sind” – og som lader os berøre af og ride på den mulige urbevægelse, der åbner til kreativitetens uendelige rum. Dermed åbnes for et modtagelighed for bevægelser der berører alle steder i kosmiske netværk og berører og bevæger krop, hjerte, hjerne, jord og himmel. Det er selve livsenergiens uendelighedsrækker som gennem kreativitetens vilje og følelse samles i en sensitive bevægelses mangedimensionalitet af det styrede og det ikke-styrede, det synlige og det usynlige, af tonen som vibration der sætter alt i svingninger, der gør en forskel. Skabende praksis sætter spor der er virkelige og gør en forskel i vores liv.

Hvad er det egentlig, der er så interessant ved musik og det musiske – hvorfor musik og ikke billedkunst, poesi, skulptur, litteratur, dans eller skuespil? Malerisk ledelse, poetisk lederskab og dansende ledelse. Der er mange spændende muligheder, men musik har alligevel en helt speciel plads i vores liv, fordi det er en lytteoplevelse. I virkeligheden er vores ører ikke blot et ’høreorgan’ men derimod af afgørende og direkte betydning for fornemmelsen af balance og retning. Musik og det musiske i vores sansning af tonefald, klang og stemning er dermed et integreret samspil af vores krops bevægelse, balance og kontrol. Professor ved Institut for Kommunikation Lars Ole Bonde skriver i bogen Musik og menneske, at synssansen er en fjernsans, mens høresansen er en nær sans, som vi kan have stor glæde af at lære at bruge mere og mere bevidst i vores dagligdag.

Artiklen berører og vedrører dansen, og den praksis jeg arbejder med indenfor det felt. En dialog mellem krop og bevidsthed, mellem bevægelse og ord. Hvordan kan sproget åbne for oplevelse af bevægelse, kreativitet, levet liv? Indenfor mit eget interesse- og forskningsfelt, som er fænomenologiens og den kunstneriske bevægelsesforskning og – praksis, handler det om at få sproget og dansen til at indgå i åben dialog og lade mødet vokse. Man kan sige at jeg bevæger mig indenfor det der kaldes Performative Social Science. Vi befinder os således på grænsen mellem kunst og forskning. Det berører hvordan det er muligt at formidle praksis og oplevelsesbaseret viden om forskellige former for erfaring og praksis i form af ord, billeder, performance der gennem det performative åbner for en flerdimensionalitet. Det bliver en forskning der er tæt forbundet med kunstneriske metoder og forankret i en æstetisk- fænomenologisk udforskning af kreativitet i konkrete praksisfelter. Jeg kalder det en kropstankedans i titlen, fordi jeg allerede er optaget af et projekt der handler om at arbejde med en integreret krops-bevidstheds tilgang, som er stærkt inspireret af Ole Fogh Kirkeby’s begreb ’kropstanke’. Kropstankedansen foregår konstant i enhver oplevelse, indlevelse, refleksion. og det fænomenologisk- filosofiske og performative ståsted giver plads til at arbejde med dette som forsker. Denne artikel vil komme med forskellige eksempler som illustrerer denne ’praksis’.

Kreativitet er væren. Kunst handler om at kunne mærke, at der er en sammenhæng, og denne sammenhæng lader sig ikke gribe med ord alene. Streger i sindet bliver til tegninger på væggene eller måske et skævt billede, der skaber samklang og tager os om hjerterødderne. Dét, vi oplever kan vi måske ikke forklare, men vi kan ikke desto mindre mærke det sammen. Vi kan dele det, vi ikke kan forklare, med hinanden. At være kreativ er at mærke det kreative.