Volume 3, nr. 1: Stilheden og selvforglemmelsen

I Danmark har vi et gennemarbejdet værk der tilbyder en lydmæssig overbygning uden at være anmassende. Dette værk stikker hovedet lidt frem, kigger til begge sider og laver så et ordentligt hop bagud. Det er selve den lyd, hvormed værkets melodi spilles, der viser en kærlighed til denne bevægelse. Den er ikke skarp i klangen eller kantet eller kluntet på nogen måde, den er lyttende i sig selv. Der er en stærk bevægelse i melodien og det er en bevægelse der også minder mig om den danske folkesjæl.

I artiklen præsenteres Kunst som en levendegørelse af virkninger. Den kan gøre vores tanker levende ved at flette nærværet ind i vores egen afstand til verden. Herved kan der omvendt set opstå en indsigt i virkningers betydning for afklaringen af kunstens nødvendighed i sig selv. Kunstneren udfordres til at bytte plads med verden, for dermed at kunne træde i stedet for sin egen afstand til det skabende. Herved bliver den kunstneriske proces en absolut gestus til den frie bevægelse og dermed til menneskets udvikling som en form i verden. Kunsten kan i sin yderste form lære os at modtage og frembringe nye tanker og idéer til verden.

Der er et helt grundlæggende problem med planer eller intentionalitet, og det er at vi er begrænsede af det, vi kan vide at ville noget med, så at sige. Vi er vores egen første og største begrænsning. Snarere end intentionalitet, så handler det om – stående på et grundfjeld af et levende, personligt tilegnet “dybt” håndværk – at vi praktiserer “attentionalitet”, det vil sige, at vi er udelt opmærksomme på det øjeblik, hvor instrumentet, penslen, mejslen, kameraet eller kroppen “begynder at tale til os”. At skabe musik, maleri, skulptur, fotografi og dans er en egentlig overskridelsespraksis; og miraklet sker en gang imellem, at vi får ridset en lille sprække ind til evigheden og får lokket noget med ud derfra, inden sprækken lukker til igen.

Seen as an incubator, silence can serve as a rich and fertile breeding ground as well as a safe and nurturing place for the expression of creativity. Through philosophical and personal musings, this author reflects on a positive side of silence as opposed to the more negative imposed silence that she experienced as a young child. Chosen silence can nourish and nurture and offer an environment with the perfect and necessary conditions that lead to the birth of creativity. As its own entity, silence can offer the pause that is necessary before creativity finds expression. Small “c” creativity, the kind that lives deep inside each of us, that is God given, offers an opportunity to emulate the ultimate Creator, creating something from nothing.