Volume 4, nr. 1: Pædagogik og dannelse i kunsten

Ludwig Wittgenstein var en af de største filosoffer i det tyvende århundrede, og citatet fortæller os, at han ikke var udelt begejstret for videnskabens væsen. Og det var der måske god grund til, da videnskaben, ifølge videnskabens egne paradigmer, ikke kunne (og kan) acceptere filosofi som en videnskab. Wittgensteins billede med videnskaben som et erkendelsesprojekt, der kører på forudlagte skinner beskriver et mindset, der prioriterer retningsbestemt, målbevidst og projekteret erkendelse. Der er i videnskaben enighed om, at det kun ved konstant at afgrænse er muligt for os at sige noget meningsfyldt om os selv og den verden vi lever i. Horisonten er for stor, sansningerne er så mange og så forskellige, at det ikke giver mening at kaste sig ud i at erkende dem alle på én gang uden først at lægge en plan for, hvad vi vil erkende og hvordan vi kan erkende det. Dette er videnskabens projekt. Hvad så med Wittgenstein og de vigtige erkendelser, som han nåede til? Det ikke-videnskabelige prædikat gør ikke filosofi til et mindre vigtigt menneskeligt erkendelsesområde – tværtimod ses de årtusindgamle erkendelser i filosofien som en grundforudsætning for al menneskelig aktivitet inklusive videnskab – men da filosofi i stedet for at gøre omfattende brug af systematisk indsamling, fortolkning og forklaring af empiriske data snarere forholder sig kritisk og analyserende til mennesket og dets søgen efter kærlighed og visdom falder den udenfor videnskaben. Vi har brug for en definition på begrebet Videnskab. Hvori består denne Wittgenstein’ske jernbane, og hvor leder jernbaneskinnerne hen?