Volume 7, nr. 2: Ledelse af kreative kræfters selvledelse

Årsagen til den megen fokus på kreativitet i disse år er, at kreativitet som menneskelig ressource med overgangen til videnssamfundet antages at blive en central kilde for økonomisk værdiskabelse. Det dominerende perspektiv på kreativitet er derfor det økonomiske perspektiv. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at der er sket en forskydning fra de sfærer, hvor kreativiteten traditionelt har udfoldet sig, hvilket ifølge Arthur Koestler er i videnskaben, kunsten og humoren/legen (Koestler 1964), og til deres økonomiske pendant: En forskydning fra videnskab til innovation i form af ny viden til brug i produktion, markedsføring, management; fra kunst til design i form af ny formgivning af produkter, markedsføring og organisationen; og fra humor/leg til oplevelse i form af ny oplevelse som del af købet, forbruget eller varen selv.

Det ser ud til, at vi har behov for at sætte en etisk dagsorden i forhold til, hvad der er acceptabelt og fagligt forsvarligt, fordi: Retfærdiggør et behov for handlekraft og øget fleksibilitet, at vi udkobler demokratiet og skaber arbejdspladser, som gør mennesker syge? Nej! Og hvad med demokratiet som værdi, institution og dannelsesprojekt betragtet: Kan vi fastholde et billede af os selv som en demokratisk kultur, hvis vi på vores skoler, universiteter, professionsskoler og arbejdspladser smider demokratiet ud med badevandet og i stedet slipper magten løs i centraliserede ledelsesmodeller? Nej! Eller bør vi i stedet insistere på, at forpligtende dialog og reel medindflydelse fortsat skal være en af de vigtigste, levendegjorte faglige praksisser i vores mange læringsfællesskaber? Ja! Måske skulle vi holde et møde, sætte det på dagsordenen og få det besluttet i en fart, inden flere mennesker må lade livet på grund af sygdomsfremkaldende magtledelse …

This paper addresses the ontological condition of innovation. It attempts to pose the question of innovation as event or what could be phrased as ‘the ethos of creativity’. The ethos of creativity inquires into the problem of what it means to be called to work, and how this ethos of ‘being-called’ connects innovation to a practice of self-transformation. To confront these questions the paper combines ideas of the Italian philosopher Giorgio Agamben with the artistic work-praxis of the Swiss artist Alberto Giacometti Giacometti turns his work-crisis into a method of impotence. Within this power, creation is subjected to destruction. The moment of creativity happens at the threshold between power and impotence, between destruction and potentiality, tying innovation to the elimination (destruction) of perfection.

For en måneds tid siden var jeg til et foredrag med Kiesha Crowter, wisdomkeeper fra USA. Hun påpegede, at vi længe har ladet os lede af hjernebevidsthed og at hvis vi og jorden skal overleve og udvikle os, er det nødvendigt at lade os lede af vores hjertebevidsthed. Hun sagde også, at når vi er i vores hjernebevidsthed, udnytter vi kun en tredjedel af vores hjernekapacitet. Når vi begynder at leve ud fra hjertebevidsthed, vil vi kunne udnytte meget større kapacitet af vores hjerne – og vi vil på et tidspunkt opnå at udnytte hele vores hjernekapacitet.